En ildsjæl bag SporbyenScandia er væk
Per Søndergaard døde pludseligt lørdag den 16. maj – 66 år gammel.
Per var først og fremmest Aalborg-mand, men her hos os bør han huskes og anerkendes for sit store engagement i og tiltro til Randers.
Sammen med Steen Jørgensen og Agat Ejendomme var Per Søndergaard idémand og investor bag vores nye, spændende bydel – SporbyenScandia.
På en nedlagt og hengemt fabriksgrund midt i Randers troede Per fra første færd på projektets realisering og kastede sig både personligt og økonomisk ind i kampen om at gøre det umulige muligt – at skabe en helt ny og unik by i byen.
Per Søndergaard var kendt for enestående resultater gennem en lang karriere som direktør for ejendomsinvesteringsfirmaet TK Development og bestyrelsesformand i superliga-klubben AAB.
På et overordnet – men i høj grad også personligt – plan vil Per blive savnet i SporbyenScandia, og vi sender de varmeste tanker til Pers familie – hustru, tre sønner, to bonussønner og syv børnebørn.
Æret være Pers minde og tak for din tillid til Randers.

